Sin søn, den eneste Midi

1. Dystre klange,
klagesange
toner i Abrahams bryst.
Tidlig morgen,
op til sorgen,
borte er glæde og lyst.
Så må Abraham af sted,
Isak, løfternes søn, skal med.

2. Brænde kløves,
kniven prøves;
nu skal han vise sin tro.
Skygger jager,
tanker plager,
sindet er blottet for ro:
Vil jeg udslette synden selv,
må jeg slå min søn ihjel.

3. Gud har talet
og befalet,
at han skal ofre sin dreng.
Ej forstår han,
og dog går han
ud på sin vandring så streng.
Bjerget tre dages vandring væk
fylder ham med gru og skræk.

4. Isak, bange,
mange gange
spørger sin far, Abraham:
»Her er brænde,
vi kan tænde,
men hvor er vort offerlam?«
»Gud vil sørge for ofret selv,
frygt dog ikke for din sjæl.«

5. Bålplads findes,
Isak bindes,
lægges på alteret ned.
Fader håber,
mens han råber
efter retfærdighed:
»Gud, jeg går til dig med min nød;
du kan opvække selv en død!«

6. Handling kræves,
kniven hæves,
klar til at ofre hans søn.
Men han hindres,
ordren ændres,
englen besvarer hans bøn:
»Slå dog ikke din søn ihjel,
Gud vil sørge for ofret selv!«

7. Hvilken glæde,
hjem at træde,
hjemad med løfternes søn.
End i live –
han skal blive
svaret på Abrahams bøn.
I hans afkom får jorden fred,
ham skal alle velsignes ved.

8. Dette afkom
med det krav om
soning at folkeslags brist,
han er kommen,
han tog dommen,
han er Guds Søn, Jesus Krist.
Gud har ofret sin Søn for os,
vi skal leve, vor død til trods.

JE (1 Mos 22)