Adams morgensang Midi

1. Østhimlen fyldes af lyshav fra luende flammer,
bjergenes sne farves rosa, hvor ildskæret rammer.
Vandfaldet frisker mig op med de kolde kaskader,
brisen vil tørre min krop, når jeg badet forlader.
Græsset er grønt og saftigt,
urterne dufter kraftigt;
alt har min skaber gjort.
Op stiger solens skive,
vækker vor jord til live.
Herre, min Gud, hvor er dog dit skaberværk stort!

2. Hjem til sit sovetræ flyver den søvnige ugle,
lundene fyldes af lovsang fra jublende fugle.
Lystigt i oprørte vandstrømme ørreder springer,
glinsende guldsmede sværmer på florlette vinger.
Småfugle, egern, ænder
spiser af mine hænder,
frådser i frugt og grønt.
Mellem det, du har givet,
mærkeligst er dog livet,
Herre, min Gud, hvor livet er herligt og skønt!

3. Hurtigt forstod jeg at elske hver gudgiven gave.
Alting var dejligt og godt i den liflige have,
lige til jeg blev sat til at gi’ dyrene navne;
da gik det op for mig, hvad det vil sige at savne!
Fåret dog har sin vædder,
bukkene deres geder,
koen jo har sin tyr;
uanset hvor jeg ledte,
endte jeg dog med dette:
aldrig jeg fandt min lige blandt åndløse dyr.

4. Herren har hørt mine sukke og sat ved min side
tusindfold mere fantastisk, end jeg kunne vide:
menneske er hun som jeg, og hun taler og tænker,
hun er en del af mit hjerte – som jeg hende skænker.
Alt vil jeg gi’ min kære,
ønsker blot, hun må være
grænseløst lykkelig.
Evigt vi holder sammen,
intet kan slukke flammen.
Ensomhed er på jorden nu evigt forbi!

5. Øverst på liljeklædt bakke i løvhyttens skygge
ligger hun endnu og blunder i sødeste lykke.
Sanglærken vækker min brud med sin sølvklare stemme,
underfuldt nysgerrig titter hun frem fra sit gemme!
Fremad jeg hastigt iler
– se, hvor den skønne smiler,
smiler til mig så vist!
Alle må klart erkende,
hvor jeg dog elsker hende –
Herre, min Gud, du skabte det bedste til sidst!

JE (1 Mos 1-2)